”Digitalt understøttede erhvervsuddannelser i Nordjylland”.
Igennem socialfondsprojekt ”Digitalt understøttede erhvervsuddannelser i Nordjylland” (DEIN) skal der på TechCollege, EUC Nord, AMU Nordjylland og Aalborg Handelsskole arbejdes målrettet med at anvende digitale teknologier i undervisningen.
Formålet med projektet er ved at arbejde målrettet med digitale teknologier i undervisningen, at eleverne bliver mere motiverede og får større udbytte af undervisningen. Målet med det er, at flere elever gennemfører uddannelserne.
Mere end 1.700 elever på de fire skoler skal deltage i projektet, ved at de skal gennemføre et digitalt understøttet undervisningsforløb. For at det kan ske skal ca. 250 undervisere fra de 4 erhvervsskoler gennemføre et kompetenceudviklingsforløb for at arbejde med, hvordan digitale teknologier kan anvendes i undervisningen. Som integreret del af kompetenceudviklingsforløbet, skal der udarbejdes et digitalt understøttet undervisningsforløb på gennemsnitligt 52 timer, som efterfølgende skal gennemføres på udvalgte hold og klasser.
På de fire erhvervsskoler er der fundet frem it-pædagogiske nøglepersoner, som skal understøtte og vejlede kolleger i, hvordan de digitalt understøttede undervisningsforløb udvikles, gennemføres, m.m. Skolernes it-pædagogiske nøglepersoner skal også gennemføre et kompetenceudviklingsforløb. Som den tredje gruppe der skal kompetenceudvikles gennem projektet, skal ledere fra de fire erhvervsskoler gennemføre et forløb, hvor der arbejdes med hvad det indebærer ledelsesmæssigt at understøtte en digitaliseret erhvervsskole.
Projektet består af de 5 følgende hovedaktiviteter, som er sammenhængende og bygger videre på hinanden:
- Organisatorisk forankring og udvikling af virtuelle og digitale læringsrum på de fire erhvervsskoler. Faciliteres af Aalborg Universitet.
- Kompetenceudvikling af undervisere, it-nøglemedarbejdere og ledere.
- Planlægning af it-screeninger, it-introforløb og digitalt understøttede undervisningsforløb.
- Gennemførelse af it-screeninger og it-introforløb.
- Gennemførelse af digitalt understøttede undervisningsforløb.